Tilbage i Platons hule: Ottende kapitel fra vores nye bog “SE OP”

TILBAGE I PLATONS HULE?

Ottende kapitel fra vores nye bog “SE OP”.

Hvis vi lever det meste af livet bag skærmen og ser virkeligheden i pixels, så ender vi som slaverne i Platons berømte hulelignelse. Cirka år 400 f.Kr. fortæller Platon om slaverne i hulerne, der kun ser livet som silhuetter fra de skygger, som bålet i hulen giver. For dem er det deres virkelighed. Det sker så, at en slave faktisk vender sig om og ser bålet. Han ser lyset og sandheden og den virkelige verden. Den oplyste mand vil nu fortælle det gode budskab og have de andre slaver til også at se lyset. Men slaverne føler sig trygge med de velkendte silhuetter og ønsker ikke at vende sig om. Således vil mange i dag ikke se op fra deres skærm for at se virkeligheden. Hvad med den næste generation, der er blevet født med skærmen? Er de så også født i hulen?

Sidder du foran computeren, downloader nye apps, tænker som en algoritme, og kan du slet ikke lade være med at hive din iPad frem, når der er noget, der skal forklares? Så kommer dine børn til at gøre det samme. For hvilke historier fortæller du dine børn, når dagen er omme? Om de mange e-mails, du skrev? Om rapporterne og analyserne, du fik lavet? De mange lækre PowerPoints på de endeløse møder? Bare på e-mails bruger den gennemsnitlige vidensarbejder ifølge en McKinsey-rapport 28 % af arbejdstiden[1]. På et 40-år langt arbejdsliv svarer e-mail delen til 11,2 år. Lad den stå et øjeblik. Har du ligesom mig svært ved at gengive bare et par af de e-mails, du skrev tidligere på dagen? Måske er det, fordi de fleste egentlig bare er ligegyldige.

The whole world in your hands.

Slogan for Playstation. Sony.

Når vi har fået fortalt, at IT er fremtiden, så giver vi vores børn uhindret adgang til teknologien i den gode tro på, at de så bliver dygtige som fremtidens medarbejdere. Men klassekammeraterne mødes nu online i stedet for i den virkelige verden. Ironisk nok er vi på de såkaldt sociale medier ensomme – sammen. Internettet er den perfekte eskapisme, hvor vi skaber den perfekte facade af os selv. Nu må man ikke blot være sig selv længere. Det er nemlig kedeligt. Vi kan midt i en samtale, f.eks. ved spisebordet, finde på at tage telefonen frem. Fordi der lige var noget, der var vigtigt. I virkeligheden subkommunikerer det en ligegyldighed over for andre. Man er ligeglad. Måske er det på tide at udskifte high tech med “high touch”.

Hvis vi brugte tiden på at gøre de rigtige mennesker ude i virkeligheden glade, havde vi som forældre måske også bedre historier at fortælle vores børn.

I computeralderen er alt degraderet til tal. En numerisk tidsalder. Således kan man blive en 12-talspige. Men er man en god veninde? Hvad er værdien af venskab? Hvis ikke et tal eller en markedsværdi kan udgøre det, kan vi i vores hoveder ikke længere compute (beregne) det. Hvad er værdien af Shakespeare? Prisen på hans bøger? Det kan man ikke sætte pris på. De er nemlig uvurderlige. Det uvurderlige er skabt af flere tusinde års civiliseringsproces og ikke af pixels eller silhuetter.

Pre-internet hjerne

En hjerne fra dengang, hvor man ikke fik panikangst, bare fordi man havde glemt sin telefon eller manglede wifi.

International Data Corporation (IDC); McKinsey Global Institute analysis. Se også https://www.mckinsey.com/industries/high-tech/our-insights/the-social-economy